Duellen mellem Hertug Jehan Imrahil af Yttersol og Baron Artuan Anuariamage
Her følger fire øjenvidneberetninger fra en af de mest omtalte dueller, der har fundet sted i nyere tid. To af Erebs mægtigste helte, der begge var involveret i hændelserne omkring Den 5. Konflux, kæmpede mod hinanden i Kongeriget Lindenmaars hovedstad d. 1. November 619 e.O. Den forurettede part, Hertug Jehan Imrahil af Yttersol - en mand med et retmæssigt krav på Zorakins trone - lod sin udfordring oplæse i alle større byer omkring kobberhavet:"Det kundgøres hermed, at Baron Artuan Anuariamage af Devorien er en nidding, kryster og kujon. Jeg regner ham fra dette øjeblik ikke som adelsmand, men som en skabagtig hund, der klynkende løber væk når den får et spark. Baronen stak af fra sine våbenfæller, med det resultat at, fire brave adelsmænd på skændigste vis, døde på grund af dette forræderi.
Han udfordres hermed til duel, en kamp der overfor guderne skal bevidne, at Artuan Anuariamage har mistet sin ære og ret til at kalde sig adelsmand.
Såfremt Baronen tager imod duellen, foregår kampen d. 1 november 619 i Mehir Natchâk.
Jehan Imrahil,
Hertug af Yttersol."
Den udfordrede, Baron Artuan Anuariamage af Devorien - en helt kendt fra bla. krigen mod Nidland - accepterede udfordringen og hermed blev alles øjne rettet mod det lille kongerige Lindenmaars hovedstad. Fra nær og fjern samledes tilskuere i dagene op til duellen......
De fire beretniger herunder stammer fra personer der var tilstede ved duellen mellem Baron Artuan Anuariamage og Jehan Imrahil af Yttersol.
Den første beretning stammer fra Jehans sekundant, den berygtede lejesoldat Morac Cereval.Denne ransardiske øksesvingende bersærker kendte tilsyneladende Jehan Imrahil fra tidligere eventyr.
Den anden beretning er skrevet af en dværgsmed, der sammen med sin hustru var i Lindenmaar for at handle på det pågældende tidpunkt. Han navn ikke er kendt. Denne beretning rummer en noget anderledes synsvinkel på hele forløbet.
De sidste to øjenvidneberetninger stammer fra hhv. Nidina Konselni, der havde rejst til Lindenmaar i håbet om at opleve en forrygende duell mellem to af Erebs bedste sværdkæmpere (og nok blev lidt skuffet), samt en købmand ved navn Certan Oridis, der måske havde lyttet lidt for meget til rygterne om den ene parts overlegenhed!
Duellen oplevet af Morac Cereval
Jeg ankom til Lindenmaar med Jehan og det resterende af hans følge en eftersårsdag i 619. Alm. godtfolk stimlede sammen for at bevidne vores ankomst og må jeg sige Deres opfattelse af Jehan var mildest talt forskelligartet.Nuvel, vi blev indkvarteret på et herberg i byen og opholdt os der yderligere et par dage, afventende tiden for duellens afgørelse og endelig oprandt dagen.
Selve duellen blev afholdt i borggården på kongeslottet og der var fyldt til sidste plads med hvad der kunne gå og kravle af godt folk. Inden duellen gik igang blaprede kongen lidt også blaprede nogen andre og til sidst blaprede duellanterne lidt.
Endelig kunne duellen gå igang. Jehan virkede istarten til at have det bedste overblik over kampen (som skulle blive meget kort) og lavede kampens første udfald og det lykkedes ham at trække blod på sin modstander. Dette fik nok Jehan til at undervurdere sin modstander og af ubegribelige årsager AFGAV Jehan nu det initiativ han syntes have i kampen, til Artuan, der hurtigt og effektivt og med et imponerende stød i brystkassen på Jehan, med sit bredsværd, afgjorde kampen. Jehan sank blødende sammen på kamppladsen og det hele var overstået.
Det der skete herefter vil for altid stå som en skamplet på Lindenmaars og specielt Kong Haakons historie.
Jehan blev ved hjælp af droger, hjulpet på benene igen og kom, som det sig hør og bør, frem og trak alle anklager mod Artuan tilbage i fuld offentlighed. Men pludselig kom en del solriddere ind på pladsen og disse arresterede Jehan for landsforræderi mod Zorakin?????. Jeg vil gerne her indskyde, at jeg som sekundant stod ved Jehans side, men han ønskede ikke kæmpe mod disse solriddere, hvorfor jeg intet kunne gøre. "Kongen" af Lindenmaar lod dette ske????og Jehan blev ført bort i lænker og ført mod Zorakin. Jehans videre skæbne er mig ubekendt.
Jeg forlod herefter straks dette latterlige kongerige og hvis spørger mig, ja, så må der være et nemt kongerige for en middelmådig hærfører, at indtage i Lindenmaar. Nuvel, så er det overstået. Udfaldet blev ikke som håbet for mit vedkommende, men jeg har fået min gode hyre, og må jeg nok sige, den nemmeste jeg nogen sinde har tjent.
Jehans nederlag var ikke ventet, men at det skete og måden det skete på er vel typisk for ham. Mit tidligere bekendtskab med Jehan har tidligere vist samme svaghed, at i afgørelsens stund, forfalder han til parade og spillen for galleriet, istedet for at få jobbet gjort og dette blev hans skæbne her. Jeg må så også tilføje at Artuan var en skikkelig kæmper med flot og hurtigt afgørende stød og uden jeg har forudgående kendskab til denne mand, virkede han umiddelbart som en effektiv og farlig modstander.
Men omstændighederne, hvorunder duellen blev holdt, dvs. de indledende taler og efterfølgende hændelser er en SKÆNDSEL for hele kongeriget Lindenmaar med den usædvanligt svage kong Haakon Atlas i spidsen.
De indledende udgydelser fra de stridende parter var vel ventet omend Artuans modsvar var meget svagt (men hvad skulle han også holde en forsvarstale for, når han nu alligevel var den bedste kæmper, det ville undertegnede aldrig have indladt sig på) og blev da også hurtigt gennemhullet af Jehans modsvar og den nye kansler af Zorakins brev. Men dette med kanslerens brev forekom mig underligt, hvordan nogen kan finde ham værdig til at være kansler forekommer mig meget ejendommeligt og fortæller vel alt om Zorakin og dens befolkning.
Men tiltrods for selvindrømmet kujonagtig optræden, lå Kongen af Lindenmaar tydeligvis under for denne kansler, hvilket jo må gøre ham til en endnu større kujon. Alle regler om gæstebud og regler for duellanters velfærd i forbindelse udførsel af disse må jo være overtrådt af denne svage konge. Jeg kender ikke de præcise regler der hersker i disse egne, men de ligger langt fra det jeg kender fra Ransard. Vi kom som gæster, måske ikke velsete, men alligevel gæster og som jeg formoder, derfor også under kongens beskyttelse, men som jeg senere fandt ud af skulle jeg tage grueligt fejl. Kongen kunne ligeså godt have smidt Jehan i fængsel i det øjeblik han satte foden på Lindenmaarsk jord, så havde hans, øjensynligt, gode ven Artuan ikke risikeret livet i duel. Men efter hvad jeg senere har erfaret om "Kong" Atlas, så var det vel ikke mere end man kunne have forventet. Han har åbenbart ikke mere mandsmod, vilje el. rygrad end en skabagtig gadekøter.
Artuan derimod levede derimod ikke op til det indtryk jeg havde fået af ham fra Jehan. Han virkede handlekraftig og værdig, men retorik var ikke hans styrke. Han skal, som han også gjorde efterfølgende, lade sværdet tale. Det er altid en god måde at få ret på.
Morac Cereval
Duellen oplevet af en tilrejsende dværg
En smuk dag i denne metropol som tilsyneladende er hovedstaden i dette land, dette sted som jeg antager vil være mit nye hjem. Landet har netop overstået en borgerkrig og hvis rygterne taler sandt så er det et sted i stadig tumult og dermed så står våbensmedierne aldrig stille. Selv når der ikke er krig, så er der stadig brug for kyndige folk til at varetage dagligsdags skærmydsler og resultatet af disse. Således lader det til at stå fast at i dette rige har lægekyndige og smede altid nok at tage sig til.Netop brugen for kyndige smedefolk har lokket mig til dette sted i almindelighed og hovedstaden i særdeleshed, thi det er her jeg påregner at slå mig ned sammen med min yndige og elskelige hustru – thi det hedder sig at almenmand er af såvel åbent sind som pung. Lur mig om ikke jeg kan lave en solid forretning ud af at tjene de lokale og give dem smag på ægte smedekunst som kun jordens folk kan gøre den.
Den 1. november skrives der i denne verden, således er vinden harsk og kold – een burde sidde i en grotte med en øl eller varme sig ved essen i en smedie, men een har en kone som ønsker at adsprede sig forud for indkøbet af bolig og husstand.
Duellen som nu alle taler om skulle fremvise alt godtfolk i dette rige og syntes som et godt sted at fremvise én’s status og væsen. Jeg byttede mig til 2 gode pladser og fruen har jo altid syntes om optræden og festivitas. Iklædt vort fremmeste tøj og med skægget nytrimmet og opbundet har vi således fundet os frem til den pladsen her i Mehir Natchâk. Et underligt navn for øvrigt, som ikke lader sig forklare af almenmand som kun hovenrysten til overs for mine spørgsmål.
Med såvel tankerne, vommen og ølkrusset fyldt sidder vi så her og venter spændt på det skue som alle taler om. Det lader til at 2 adelsfolk har set sig grueligt sure på hinanden og mener det nødvendigt at indbyde resten af øvrigheden til at overvære deres skænderier. Hvorfor man nu ikke kan holde den slags til sig selv og inden for en økses rækkevide er mig en gåde, men ikke desto mindre lader det til at blive et stort skue. Såvel den samlede adel som majestæten selv er til stede – dette er sandeligen det helt rigtige sted at være for en fremmelig forretningsmand og hans kone. Det er ikke mange af vores æt der har fundet frem til pladsen. Forventningens glæde syntes at være blandt de fremmødte og andre driftige forretningsfolk går allerede rundt blandt publikum for at sælge alverdens gøjl. En tigger har fundet en plads og har med stor dygtighed samlet en smule penge. En gøgler optræder med sine fingernemme bedrifter. Mængden er i godt humør, er det monstro udsigten til underholdning efter den lange krig? En fanfare og et brøl kungører at majestæten er ankommet og alles blik rettes mod en tribune hvor Kong Atlas d. I indtager sin plads. Han er tydeligt haltende og det bekræfter rygterne om hans invaliditet – kongen er en krøbling. Efter en stund tier mængden og kongen taler... desværre så er afstanden for stor og kongens røst for svag til at jeg kan høre alle detaljer, men det lader til at det blot er et foredrag omhandlende de hændelser der har ført til dagens hovednummer.
Jeg bider mærke i opbudet af de mange vagter, faktisk lader det til at de der skal kæmpe er "dækket op" af indtil flere af kongens soldater og det får mig til at tænke på om det er således at disse adelsmaænd måske er farlige – tilmed utilregnelige nu da det lader til at man således har dem overvåget. Tankerne går gennem mit hoved da jeg rives ud af min dagdrømmerier ved at kæmpemæssigt brøl... det lader til at kombatanterne er kommet på banen. Det lader til at det begge er mænd, den ene svagt aldrende og den anden mere ungdommelig og frejdig at betragte.
En forespørgsel ved min sidemand afslører at herren med det aldrende udseende er den lokale Baron Artuan Anuariemage, et efternavn som tilsyneladende hænger sammen med hans ægteskabelige tilknytning til en elver. Forunderligt er det at tænke på at denne store helt med sine mange jordbesiddelser og bedrifter i felten vælger at ægte en elver – en såkaldt svanemø, men min funderinger stoppes brat da jeg ser hans sekundant. Det lader til at han har taget sin frue med på kampladsen for der ved hans side står en svanemø med sine store vinger og de karakteristiske spidse grimme ører. Hvad er det for en herre der slæber moderen til hans børn med på en plads hvor hendes mand meget vel kan dræbes? Sekundanten er smidig, rolig og tilsyneladnede fattet, hvilket jo kan overraske når man tænker på gemalens mulige død inden for de næste minutter.Jeg formoder at det er menneskeskik at holde den slags hensyn ude af tankerne når så meget står på spil.
Modstanderen, Jehan Imrahil af Yttersol , er tilsyneladende en prins fra et fjernt land hvori han i øjeblikket er i forhandlinger om magten. En smidig ung mand som bevæger sig roligt rundt på kampladsen, sammen med sin sekundant - en imponerende herre med store overarme. Det lader til at de taler om dette og hint, skæmker ikke modstanderen et blik.
Kongen hæver sin hånd og taler. Igen må jeg erkende at jeg ikke fanger ordlyden, men det lader til at han giver hver af de 2 duellelanter muligheden for at gentage årsagen til tvisten og lade tungen på ordet før stålet.
Således taler først den unge smidige og derefter ægtemanden omkring hele misæren, men det ændrer ikke ved det faktum at der skal kæmpes og således vender de begge front mod deres sekundanter for der at blive udstyret. Ægtemanden udstyres med et bredsværd og et skjold og den unge med en kårde og en dolk. Alle våben af en tarvelig kvalitet der meget vel kan fører til at et dødsfald i højere grad skyldes den efterfølgende Tetanus, snarere end døden på selve kamppladsen... dette rige behøver i sandheden en kapapel håndværker.
Kampen starter efter de ceremonielle hilsner og de 2 kæmpene kredser om hverandre. Stilheden sænker sig over pladsen i takt med at de 2 ser hinanden an. Pludse gør den unge et udfald med sin kårde og formår at tilføje ægtemanden et snitsår i panden. Det umiddelbare indtryk er at den unge har brugt sin ungdommelige snaphed til at gøre et hurtigt udfald, men hvor ungdommen hersker i smidighed, der hersker alderdommen i visdom og således demonstrerer ægtemanden sin visdom ved koldblodigt at stikke sit tarvelige sværd i maven på knøsen, der får revet bugen op og ..... besvimer. Denne duel var hurtigere overstået end en ølstafet i en dværggrotte.... 2 hug og et suk.
Jeg stirrer på pladsen med vantro øjne da ægtemanden træder tilbage for at tøre blodet af panden, for sved kan det vist ikke have været. Kampen er forbi og Artuan er renset for alle anklager... pøblen brøler vildt.. nogen i skuffelse med de fleste i glæde. Jehan Imrahil af Yttersol ligger på pladsen, men bliver snart båret til sit telt hvor han bringes under tilsyn af kyndige hænder. Knap er striden overstået førend 2 højst forunderlige ting sker... tilsyneladende kommer der soldater gennem portene, "solriddere" udbryder min sidemand med vidt åbne øjne og gør et tegn på brystet for at beskytte sig mod disse fjender. Flere på siddepladserne rejser sig og griber til deres side, blot for at erkende at de intet våben bærer. Jeg hører ikke udveklingerne af meninger der foregår i forbindelse med ankomsten af soldater idet alle folk rejser sig og ... hmmm spærrer for mit udsyn, men kan forstå at de er kommet for at føre knøsen bort på en anklage om forræderi i det land hvor han tinger om magten. Ydermere så lader det til at den herre som HAR magten i landet hvor Jehan Imrahil af Yttersol prøver at få den, har sendt en kurer for at kundgører at ægtemanden og han selv, er kujoner og som sådan skyld i andres uretmæssige død.
Jeg fatter intet og det er på dette tidspunkt at jeg er på vej bort med min kære, jeg fatter ikke dette cirkus. Netop som jeg er på vej bort fra manegen hvor klovnene har optrådt, så sender de hestene ind – det vil sige flyveheste, eller måske svaneheste som daler fra himlen ned for at tage hr. og fru anuariamage med sig. De lander elegant på pladsen og letter med det samme.
Jeg tager min viv med ned på det lokale gæstgiveri hvor vi nyder 2 store krus øl, medens vil igen overvejer fornuften i vort forehavnede i meneskenes verden.
Nidina Konselnis oplevelser i forbindelse med den store duel
Efter at have fået bekræftet de rygter, der har floreret omkring en tvekamp mellem de forhenværende rejsekammerater og konflux bekæmpere Hertug Jehan Imrahil af Ytersol og Baron Artuan Anuariamage, har jeg sat kurs mod Baroniet Devorien.Efter en fredfyldt rejse, hvor jeg efterhånden har slået følge med flere der har samme mål som jeg, ankom jeg til Mehir Natjak 2 dage før den store duel skulle løbe af stablen.
Der hersker stadig stor usikkerhed omkring duellen. Blandt andet om det bliver til døden, ukampdygtighed eller første blod. I det hele taget går der mange rygter om årsagen til duellen. Hovedkernen er dog at Hertugen føler sig forrådt af Baronen og på egne vegne og faldne kammerater søger bod herfor.
Hele byen summer og jeg tror næppe der har været afsagt så mange væddemål omkring en enkeltstående begivenhed. Byen er slet ikke gearet til så stor en begivenhed. Al den usikkerhed om duellen nager mig, og jeg kan ikke slippe tanken om at det er et bluf, foranlediget af de lokale handlende og toldere for at fylde penge i kassen. Eller også vil nogle have fred for en masse eventyrer og derfor har sendt dem ud på en vild gåsejagt.
1/11/619. Dagen hvor duellen skal stå.
Fra tidlig morgen fornemmer man anspændtheden i hver en sjæl i byen.
Kl. 10 indfinder jeg mig på min plads. Det er tydeligt at de fleste håber på den lokale Baron. Enkelte personer udskiller sig, det er tydeligt at de ikke ønsker at afsløre sig som tilhængere af Hertugen, af frygt for kort proces. Efterhånden som klokken nærmer sig 12 stiger anspændtheden. Det hele sitrer og der er en underlig summen under den konstante uro fra folkemængden.
Kl. 11 ankommer de to duellanter. Hertugen er den første der indfinder sig, efterfulgt af Baron kort efter. De træder ind i hver sit telt der står på kamppladsen. Baronen mødes med det største bifald, men der er flere end forventet der hylder Hertugen når man tager i betragtning at har er langt hjemmefra. Gad vide om det skyldes at Hertugen har "købt" nogle til at hylde sig, eller det skyldes interne stridigheder i Lindenmar.
Lidt i tolv træder Hertugen og Baronen frem. Kongen tager ordet byder de to parter velkomne og overlader ordet til Hertugen, der fremfører sin anklage:
At Artuan har efterladt frænder til at dø for det ondes hænder.
Herpå træder Artuan frem for at fremføre sit forsvar, som i hovedtræk er en modanklage:
Hertugen er en Dæmon som han ikke vil kæmpe imod, men derimod overlade til Den Lysende Vej, som er repræsenteret.
Den Lysende Vej afslår og henviser til at vinderen vil have sandheden på sin side. Herefter byder kongen at duellen kan begynde og vinderen er fundet når en af parterne er ukampdygtig eller har overgivet sig. De to duellanter får bragt deres våben og stiller sig klar. Baronen med sværd og skjold, Hertugen med kårde og dolk.
Hertugen Jehan angriber med kården og træffer Baron Artuan i hovedet og trækker blod. Et suk anes knapt nok blandt tilskuerne, idet Baronen i det næste øjeblik får et hug forbi Hertugens parade og træffer denne i maven. Hertugen vakler og styrter omkring. Folk har rejst sig og er fuldstændig stille mens man afventer at Hertugen rejser sig. Efter et tidsrum som de færreste kan redegøre for, ligger Hertugen fortsat livløs og jublen bryder ud. Baronen står tilbage som sejrherren og Hertugen er at betragte som Dæmon.
Kongen tager ordet og afslutter formelt duellen. Et bud fra Zorakin har bedt om ordet, og træder frem.
Han fremfører et budskab på vegne af Ditlev Hargosøn, Gudernes udvalgte og Rigskansler i Zorakin:
Rigskansleren erkender sin skyld og mener at Baronen bør gøre det samme.
Kongen træder igen frem og byder at kampen er slut og at der ikke vil blive kæmpet mere i dag. Hertugen bringes til sidt telt, og Baronen trækker sig tilbage til sidt eget.
En svag uro breder sig blandt tilskuerne. Fra flere sider høres ord som snyd, bedrageri, ran, svindel og humbug. Utilfredsheden bredes, men afbrydes da et større antal solriddere ankommer til hest. Simultant lander 3 Pegasi med elvere. Hertugen er blevet behandlet i sit telt og er i mellemtiden gået over til Baronens for kort efter at returnere.
Solriderne får ordet og Kongens billigelse. Solridderne er kommet for at arrestere Hertugen og bringe ham til Zorakin for at prøve ham ved retten for højforræderi.
Forbløffelsen blandt tilskuerne er stor da Hertugen lænkes og føres bort. Hvad betød denne række af hændelser. Hvorfor bakkede Rigskansleren sin Hertug op for derefter at anklage ham for højforræderi. Mange er ladt tilbage med følelsen af, at den vaskeægte helt ikke findes. Den overvejende følelse er dog at man er blevet snydt. Hvad årsagen end var, og hvem der havde ret, var egentlig underordnet. Det vigtigste var at der ville stå en duel mellem to af de bedste våbenføre mænd Altor kunne byde, og så endte det med en fuser. Den skuffelse var sværd at sluge. Det medførte ind til flere slagsmål og det der var værre, mellem tabere og vindere af væddemålene.
Certan Oridis, købmand (uddrag fra Dagbog, 4.11.619)
Endelig har jeg ro at skrive. Den hektiske flugt fra min fødeby har tæret på min sjæl, men her på mit lille handelsskib er der ikke andet at tage sig til end at skrive eller hvileløst vandre rundt på dækket.Det sidste tør jeg ikke gøre for meget af frygt for at mine folk finder ud af, at jeg ikke planlægger at vende tilbage til Lindenmaar.Derfor sidder jeg nu indelukket i min kahyt og skriver, mens jeg tænker tilbage på de mærkværdige hændelser, som har bragt i denne situation.
Hvem jeg skal bebrejde min ulykke, står mig ikke klart. Er det den aldrende Baron, den unge Hertug, den uligevægtige Kansler eller min egen grådighed ? Der bliver tid til at tænke på vejen til Kardien eller hvor der nu er brug for en driftig handelsmand. Zorakin bliver det i hvert fald ikke - den såkaldte Kansler lader ikke til at være helt ligevægtig.
Hvis jeg nu ikke havde satset mere end jeg ejer på Hertugen....men det virkede jo som sådan et sikkert væddemål!
Jeg optog lån i mit handelshus og mit skib hos mere end een ågerkarl. Hvis det var lykkedes, var jeg en af de rigeste mænd i Lindenmaar. Nu lader det til, at jeg i stedet må begynde forfra et andet sted.
Duellen
Selve duellen var en mærkværdig begivenhed. Fra morgenstunden summede byen af aktivitet og godtfolk stimlede sammen på pladsen for duellen allerede tidligt på dagen.
Et stykke inden middagstid ankom den første af de to duellanter; den unge Hertug Jehan af Imrahil. Kort senere ankom den aldersstegne Baron Artuan. Begge havde en sekundant med sig. Jehan en grumt udseende Ransarder, som jeg nødigt ville møde en mørk aften. Artuan derimod en engleagtig skabning, som jeg derimod gerne ville møde en mørk..... men mine tanker strejfer. Tilbage til duellen.
Hertugen trådte frem for mængden og fremførte de anklager, under hvilke han havde udfordret Artuan til duellen. At Artuan havde begået den niddingsdåd at efterlade sine våbenfrænder til at dø for fjenders våben.
Artuan fremførte herefter en ynkelig tale, hvori han udråbte Jehan til dæmon og opfordrede den Lysende Vej til at gribe ind. Aldrig har jeg været mere sikker på udfaldet af et væddemål end da jeg hørte den gamle Baron anmode Kirken om hjælp i stedet for at lade sit våben tale.
Den Lysende vej afslog at gribe ind, og Kongen bød duellanterne at begynde.
Hertugen trådte frem bærende en kårde og en parerdolk, mens Baronen bar et bredsværd og et skjold. Uden at være ekspert stod det mig straks klart, at den aldrende Baron på grund af sit tunge udstyr ville trættes langt hurtigere end Jehan, hvis duellen skulle trække ud. Men sådan skulle det ikke gå.
Jehan angreb straks og traf Artuan i hovedet, hvorfra blodet flød. Jeg kunne allerede høre lyden af guldstykker for mit indre øre, da Baronen med et velrettet hug passerede Jehans parade og gennemborede hans mave.
Hertugen faldt livløs omkuld, og mit hjerte sank.
Kongen afbrød duellen og lod en herold fra Zorakin tale, mens Hertugen blev båret livløs fra valpladsen. at Kongen straks lod herolden kome til orde kan skyldes, at han var ledsaget af adskillige templeriddere bærende Den Lysende Vejs mærke.
Herolden bragte et højst overraskende budskab fra Kansler Ditlev af Zorakin: At Ditlev påtog sig skylden for de påståede ugerninger og opfordrede Artuan til at gøre det samme.
For et kort øjeblik steg mit håb atter; hvis Artuan måtte indrømme sin skyld, kunne jeg måske beholde mine penge. Men Kongen nøjedes med at erklære duellen for afsluttet, mens en utilfreds mumlen brød ud blandt pøblen.
Pludselig stoppede al lyd, og kort efter lød der et fælles suk, da store bevingede skikkelser landede på pladsen. Hvad skikkelserne var, står mig ikke klart. Jeg var allerede på vej tilbage til mit hus for at samle mine ejendele sammen til en hastig afsked med Lindenmaar.
På vores vej ud af byen mødte vi to af vagter for ågerkarlen Morii. De råbte os an og forlangte det aftalte beløb udleveret med det samme. Da jeg ikke så mig i stand til at imødekomme deres krav, kom det til kamp med det resultat at min højre hånd Verenn nu mangler sin venstre.
Det lykkedes os dog til sidst at komme i sikkerhed på skibet, som straks stævnede ud.
Ak! Duellen har været mig en dyr lærestreg. Aldrig igen vil jeg satse mere end jeg ejer på væddemål eller dobbel.
I hvert ikke med mindre det er helt sikkert at jeg vinder....